Tusindvis af social- og sundhedshjælpere trodser fortsat tillidsmænd og skærpet bod. De fortsætter med at strejke og demonstrere ved Christiansborg i protest mod de dårlige løn og arbejdsforhold.
- De regner os ikke for en skid. Det handler ikke kun om løn, men også om flere hænder, siger en 50-årig social- sundhedsassistent, der sammen med flere tusinde andre deltog i en demonstration ved Christiansborg.
- Men sådan er det at være en offentlig ansat, tilføjer hun.
Den seneste opgørelse fra fagforeningen FOA viser, at 50 kommuner nu er strejkeramt, hvilket er over halvdelen af landets 98 kommuner - og væsentlig flere end onsdag, hvor kun 38 kommuner var berørt.
- Tillidsmændene løber stadig rundt for at få folk til at gå i arbejde, men meget tyder jo på, at det ikke rigtig lykkes dem at overtale folk derude, siger jurist i FOA, Sidsel Brüel.
FOA møder torsdag klokken 15.00 op i Arbejdsretten, hvor plejepersonale fra 26 kommuner ventes at få en skærpet bod på 65-70 kroner per time de fortsætter den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse.