Tre ansatte fra hus 17 på institutionen Strandvænget i Nyborg valgte at sygemelde sig, da de for nyligt stiftede bekendtskab med de optagelser, som blev vist på TV 2 tirsdag aften i tv-dokumentaren Er du åndssvag .
Den øverste embedsmand for det sociale område i Region Syddanmark har ikke udbedt sig lægelige erklæringer i forbindelse med sygemeldingerne, da han ikke er i tvivl om diagnosen.
»Jeg kan godt forstå, at de har behov for at gå i bombeskjul,« siger socialdirektør Anders Møller Jensen. Og regionen vil ikke kræve, at de stiller på arbejde lige med det samme.
Hos foreningen LEV, der har indgivet politianmeldelse mod Strandvænget, er landsformand Sytter Kristensen harm over, at medarbejderne har fået lov at sygemelde sig: »Det kan ikke passe, at man bare kan gøre, som man vil, og så sygemelde sig bagefter.«
Snart sætter regionen gang i en udredning, der skal belyse de tre medarbejderes rolle i den meget omdebatterede sag. Anders Møller Jensen vil ikke sige noget om de medarbejdernes fremtid hos Region Syddanmark.
»Nu skal vi have fundet ud af, hvad der er sket. Her i Danmark er der ikke tradition for at dømme folk på forhånd.«