En plejehjemsbeboer på Sjørup Plejecenter vest for Viborg blev natten til lørdag bidt af en rotte flere steder på kroppen.
Blandt andet var der bidt i flere af beboerens tæer. Vagtlægen blev straks tilkaldt, og beboeren blev behandlet for sine sår med det samme.
Det var personalet, der på den natlige runde, på beboerens værelse så en skygge, som forsvandt fra sengen. Beboeren sov tilsyneladende fra de skarpe bid.
"Det er en dybt ulykkelig sag, men jeg er utrolig glad for, at personalet har handlet helt, som det skulle. De rigtige mennesker er kontaktet, blandt andet rottefængeren. Rotten er aflivet, og vi er ret sikre på, at plejecentret ikke har noget rotteproblem. Der er formentlig tale om en strejfer, som er kommet ind ad et vindue," siger socialudvalgsformand Mette Nielsen (S) til Viborg Folkeblad.
Beboeren har det efter omstændighederne godt, og familien er orienteret af personalet.