Furesø Kommune har nu fundet en plejefamilie til den nyfødte pige, som torsdag blev fundet efterladt i Farum.
Det oplyser centerchef for Børn og Familie i Furesø Kommune Mikkel Damgaard i en pressemeddelelse.
Kommunen har ledt efter en familie, der kunne påtage sig opgaven med at passe og pleje den nyfødte pige, som blev fundet stærkt afkølet i en plastikpose i et buskads i Farum torsdag.
Familien er udvalgt blandt andre familier, der allerede var forhåndsgodkendt, og det er planen, at de nye plejeforældre selv henter den lille pige på Rigshospitalet og bringer hende hjem i trygge rammer.
Furesø Kommune beder nu medierne om at give barnet og den nye plejefamilie fred og ro.
- Vores udgangspunkt er barnets tarv, og da den lille pige allerede har fået en kompliceret start på livet, håber vi, at plejefamilien nu kan få ro til at give hende nærvær og omsorg, siger Mikkel Damgaard.
Pigen har det efter omstændighederne godt.
/ritzau/