Aalborg Håndbold får tilgang af en af klubbens tidligere spillere til den kommende sæson i den bedste håndboldrække.
Playmakeren Mikkel Ibsen vender hjem til den nordjyske klub, som han forlod for syv år siden.
- Det bliver spændende at vende tilbage og ikke mindst spille for det fantastiske hjemmepublikum i Jutlander Bank Arena.
- Vi får et stærkt hold, så jeg glæder mig til at være med til at spille om topplaceringerne i ligaen, siger Mikkel Ibsen i en pressemeddelelse.
Han forlod i 2008 det daværende AaB Håndbold og skiftede til Stoholm IF.
Senere fulgte et ophold i Sønderjyske, og de seneste to sæsoner har Mikkel Ibsen spillet for Ystad i Sverige.
- Vi er glade for at byde Mikkel Ibsen velkommen tilbage til klubben.
- Han er en teknisk meget dygtig, hurtig og snu spiller, og han har de seneste år opnået stor erfaring i både den danske og den svenske liga, siger direktør Jan Larsen fra Aalborg Håndbold.
Playmakerens kontrakt med Aalborg Håndbold gælder for den kommende sæson.
/ritzau/