Onsdag stoppede en lang karriere for et af de helt store navne i europæisk politik, da Silvio Berlusconi blev stemt ud af det italienske parlament. Det skete, efter den tredobbelte, nu tidligere, premierminister endelig er blevet dømt for skattefusk efter længere tids tovtrækkeri.
Den 77-årige Berlusconi lover selv, at han ikke er færdig på den politiske scene, bare fordi han er blevet smidt ud. Men det er endnu uvist, om der er en vej tilbage for ham, og om der er noget parti, der vil bakke op omkring ham. Der er stadig en solid folkelig opbakning til Berlusconi, selv om han nu er blevet dømt.
Dommen lyder på fire års fængsel, selv om hovedpersonen selv erklærer sig uskyldig i de mange sager, der har hobet sig op i årevis. Der venter stadig flere retslige slagsmål for Berlusconi, inklusiv den spegede sag om sex med en mindreårig prostitueret.