"Jeg havde aldrig vist mig helt nøgen i nogle blade, så det var da lidt mærkeligt at stå dér foran det ni mand store hold," fortæller 28-årige Barbara Zatler til Århus Stiftstidende om den fotografering, hun for nylig var midtpunkt for i Slovenien.
Senere på måneden pryder hun nemlig forsiden af det legendariske Playboy-magasin i Slovenien.
Med rollen som månedens playmate følger også et stort interview og 12 billeder inde i bladet.
"Jeg skulle være kriger-kvinde, så Playboy havde anskaffet et stort udvalg af antikke smykker og sværd, der vejede flere ton. Billederne blev taget på et flot, gammelt slot med udsigt til Trieste i Italien. Det var sjovt, men også ret hårdt," fortæller Barbara Zatler.
De senere år har Barbara blandt andet optrådt i magasiner i Frankrig, Grækenland og Tyrkiet, men nu lader det helt store gennembrud altså til at være kommet.
Herhjemme kender vi hende blandt andet fra Bacardi- og bilreklamer samt optrædener i 'Anna Pihl' og '2900 Happiness'.
Det er yderst sjældent, at Danmark har en playmate med i bladet - faktisk er det mere end 25 år siden, der sidst blev luftet dansk hud på forsiden.
Så Barbara kan sagtens tillade sig at juble over sin bedrift - Playboy i USA har nemlig godkendt den danske godte.
For nylig har Barbara indgået en aftale med en amerikansk agent, der for tiden er i gang med at skaffe hende arbejde i USA.
"Lige nu gælder det karrieren," siger hun.