Tre par øjne ser bedre end et, også selvom nogle af øjnene har nået pensionsalderen.
Sådan tænker UEFAs præsident, franskmanden Michel Platini, som i et interview med fodboldmagasinet France Football har foreslået at øge antallet af dommere til fodboldkampe.
»Jeg foreslår to ekstra dommere på over 45 år, som ikke behøver løbe så meget, fordi de skulle være i nærheden af målene,« lyder ideen fra franskmanden.
Danmarks tidligere topdommer Kim Milton er selv faldet for aldersgrænsen og kunne være en af de dommere, som Platini hentyder til, men det har Milton nu ikke den store lyst til at være.
»Altså hvis du skal stå og holde øje med, hvad der sker i feltet, så er det ikke et spørgsmål om at stille en mand derned, så er det mere et spørgsmål om mod og opdragelse af dommeren. For alle ved da, at der kunne fløjtes meget mere nede i feltet, men det er som om, at al den hiven og flåen nede i feltet er en accepteret del af fodbolden, som man aldrig er kommet til livs,« siger Kim Milton.
Og i øvrigt er han ikke personligt interesseret i at blive sådan en mål-dommer .
»Når man har været med til at stå inde på midten med ansvaret, når man har prøvet det højeste, så er det svært at gå et niveau ned og bare stå og lave et eller andet administrativt,« konstaterer han.