Det internationale fodboldforbund, Fifa, skal ikke længere ledes af gamle mænd, der kan sidde uendeligt længe på deres topposter.
Det mener præsidenten for det europæiske fodboldforbund (Uefa), Michel Platini.
Men Fifa-toppen har mod Platinis ønske valgt at droppe et forslag om at indføre en aldersgrænse samt en grænse for det antal år, præsidenten kan sidde på sin post.
Det var meningen, at Fifa's kongres skulle tage stilling til forslaget i år, men nu er det udskudt til 2015.
- Præsident Sepp Blatter havde sagt, at reformerne vil blive tilendebragt på kongressen i 2013, men nu sker det ikke, siger Platini ifølge Reuters.
- De syv europæiske medlemmer af eksekutivkomiteen er ikke glade for, at det er blevet udsat. Det er ikke Uefa, der blokerer for en reform. De syv Uefa-medlemmer ønskede ikke at udsætte beslutningen, siger Platini.
- Om jeg tror, vi kan blive enige til næste år? Nej, det kan vi ikke. Fordi det handler om Blatter. Det handler om folk, der er 83 år gamle. Det er disse mennesker, der skal afgøre det.
- Det er tydeligt, hvorfor det (forslaget) ikke er nået frem til kongressen, siger Michel Platini, der selv er 57 år.
Uefa har stillet et forslag om, at fodboldofficials skal stoppe, når de bliver 72 år. Samtidig har Uefa ønsket, at Fifa's præsident maksimalt kan sidde i 12 år på sin post.
77-årige Sepp Blatter overtog præsidentposten i Fifa i 1998 og har til juni været præsident i 15 år.
/ritzau/