I kølvandet på biografernes programsætning af traileren til den nye, danske film AFR har der rejst sig en heftig debat omkring filmen, uagtet at den stort set ikke er blevet set af nogen dansk journalist endnu.
Kan man bedømme en hel film ud fra nogle få klip, der er blevet sat sammen til en biograftrailer? Er det virkelig nok for en journalist til at kalde hele filmen for »plat bøsse-spekulation?«
Det synes jeg ikke.
Alle landets journalister bliver tilbudt at se AFR , når vi har en kopi af filmen klar. Det bliver formentlig 10. april.
Det gider indtil flere dagblade, inklusive Nyhedsavisen, imidlertid ikke vente på.
De vil tilsyneladende hellere bortdømme den på et spinkelt grundlag i dag end at foretage en saglig bedømmelse af filmen om godt en uge. Dermed gør pressen sig i mine øjne skyldig i den samme forseelse, som de anklager filmen for, nemlig at rive noget ud af en større sammenhæng for at bruge det i en ny.
Det er en grov nedværdigelse at kalde en kunstners værk for »ligegyldig spekulation« på det foreliggende grundlag.
Morten Hartz Kaplers film er tværtimod en vigtig, gribende og humanistisk film om to mænd, der begge vil forandre verden.