En række flyselskaber og passagerer kan mandag aften ånde lettet op.
Den varslede strejke tirsdag i Storbritanniens travleste lufthavn, Heathrow, er droppet. Det oplyser fagforeningen Unite og repræsentanter fra lufthavnen ifølge Reuters og AP.
I weekenden blev flere end 170 afgange - på tværs af forskellige luftfartsselskaber - præventivt aflyst på grund af den varslede strejke i lufthavnen i London mandag og tirsdag.
På grund af nye møder mellem de stridende parter - de ansatte og lufthavnens ledelse - blev først mandagens strejke aflyst. Mandag aften er også tirsdagens strejke blevet afblæst.
Den aflyste strejke skyldes ikke, at parterne har givet håndslag på en endelig aftale. Dog har lufthavnsledelsen lagt et løntilbud på bordet, som fagforeningen er gået med til at vise sine medlemmer.
Hvilket beløb der nu er tale om, er endnu ikke meldt ud.
Tidligere har de lufthavnsansatte afvist et tilbud fra Heathrows ledelse om en lønstigning på 7,3 procent over to et halvt år.
Det er sikkerhedsvagter, brandmænd, flymekanikere og chauffører, der har ønsket at nedlægge arbejdet.
Repræsentanter for Unite har oplyst, at fagforeningen arbejder for at sikre lige vilkår for medarbejdere, der udfører det samme arbejde i lufthavnen.
Desuden har fagforeningen fokus på et "uacceptabelt" løngab, der ifølge dem er mellem de ansatte i lufthavnen og Heathrows administrerende direktør, John Holland-Kaye.
- Det tager Holland-Kaye omkring to dage at tjene det samme, som nogle af de lavestlønnede tjener på et år, har fagforeningen tidligere udtalt.
Bliver det et nej tak til det tilbud, som lufthavnen har lagt på bordet, strejker de ansatte senere på måneden. De har varslet strejke 23. og 24. august.
/ritzau/