Fagbevægelsen og arbejdsgiverne skrotter nu planerne om ét ligelønsnævn, der skal afgøre sager om ligeløn.
Ligelønsnævnet var ellers en af landvindingerne ved forårets overenskomstforhandlinger, men parterne kan ikke blive enige.
"Vi har forsøgt i flere omgange uden held. Arbejdsgiverne vil ikke gå med til, at virksomheder, der har brudt ligelønsreglerne, skal kunne idømmes en bod," siger LO's formand, Harald Børsting, til Nyhedsbrevet 3F.
Ligelønsnævnet skulle have være etableret 1. oktober.
Underdirektør i DA, Steen Müntzberg, forklarer, at udgangspunktet for arbejdsgiverne har været en model, der kendes fra Afskedigelsesnævnet.
"Og der har man ikke adgang til bod. Vi mener, at LO vil have mere, end overenskomstparterne har aftalt, nemlig at sager om ligeløn skal behandles færdig i nævnet uden mulighed for bod," siger han til Nyhedsbrevet 3F.
I stedet for ét fælles ligelønsnævn skal der nu oprettes en række nævn. Det har parterne forpligtet sig til i de enkelte overenskomster.
Det var formand for HK/Privat, Karin Retvig, der bragte forslaget om et ligelønsnævn ind i overenskomstforhandlingerne.