Randers’ rutinerede midtbanespiller Stig Tøfting går glip af forårspremieren i Superligaen.
Stig Tøfting har ikke kunnet træne de seneste 14 dage. En mærkværdig skade har sat sig i den ene balle, og det er sikkert, at han ikke når at blive klar til kampen mod OB.
»Hvad der nøjagtigt er galt, ved jeg ikke. Det sidder i den ene balle og trækker ned i baglåret. Skaden opstod efter en max-test i styrkerummet. Jeg troede, der var tale om lidt ømhed i musklen, men måske er det en nerve, der er i klemme. Det burde jo være gået over, når jeg ikke har trænet i 14 dage. Men det er det ikke,« siger Stig Tøfting til tipsbladet.dk.