Pladeselskaberne er nemlig hårdt presset økonomisk. For ottende år i træk er CD-salget faldet, og det får konsekvenser.
Selskaberne må spare, og det gør de ved at droppe at investere i nye talenter.
"Folk passer på pengene. Så vi mærker helt klart finanskrisen på lige fod med hele butikssektoren," siger Henrik Daldorph, formand for pladebranchens fællesorganisation IFPI, til Berlingske Tidende.
Salget af CD'er ligger i dag tyve procent under niveauet for november 2007. Det samlede salg af CD'er i år er også faldet med tyve procent siden sidste år. Det betyder en omsætningsnedgang på cirka 74 millioner kroner i forhold til sidste år.
Henrik Daldorph erkender, at en af årsagerne til de lave salgstal er, at CD'en er ved at uddø.
"Den grumme sandhed er jo desværre, at CD'en er på vej ud. Men det går for langsomt med at øge salget af digital musik," siger han til Berlingske Tidende.
For at friske talenter skal have en chance i fremtiden, kan det muligvis kræve, at politikerne hoster lidt op.
"Hvis man fortsat vil have musikken som kulturbærende og værdiskabende faktor i samfundet, så håber jeg da, at den nye kulturminister får lyst til at snakke," siger Henrik Daldorph.