To britiske soldater blev dræbt og fire andre ramt af skud, da to mænd forklædt som pizzabude trængte ind på en engelsk militærbase i Nordirland.
Ifølge BBC trængte de bevæbnede mænd ind på kaserneområdet i Massereene nær Belfast under påskud af, at de skulle levere pizza til soldaterne.
Der blev ifølge øjenvidner affyret mellem 30 og 40 skud.
En britisk eliteenhed var netop blevet udstationeret på basen, og det har vakt vrede blandt lokale katolske nationalister.
Den britiske premierminister Gordon Brown beskriver angrebet som "ondt" og meddeler, at "ingen morder" kan afspore fredsprocessen i Nordirland.
"Jeg tror, at hele landet er chokeret og rasende over dette ondskabsfulde og kujonagtige angreb på soldater, der tjener deres land. Men ingen morder kan afspore fredsprocessen, der støttes at et stort flertal i Nordirland," siger han.
Ingen har indtil videre taget ansvaret for angrebet, men det menes at være udført af katolske republikanere.
Det er 12 år siden, at en britisk soldat sidst blev dræbt ved en lignende episode i Nordirland.