Trods tekniske beviser og et hav af vidneforklaringer i byretten i Odense i dag fastholder den 17-årige flugtbilist, at han kørte ind i krydset, imens der var grønt.
Manden var for et halvt år siden skyld i en ulykke, der dræbte 28-årige Shanna Johansen i krydset ved Niels Bohrs Allé og Campusvej,
»Det er ikke så svært at se ham, men det er utrolig hårdt at høre hans forklaring. Vi havde håbet, at løgnene var forbi,« siger Grethe Johansen, der er mor til den dræbte..
Både hende og resten af familien er forfærdede over, at den 17-årige ikke har ændret sin forklaring siden grundlovsforhøret i august. Han undlod at udtale sig i retten, men vedkendte sig sin første forklaring.
Her indrømmede han, at han ramte Shanna Johansen, men mener selv, at lyset havde skiftet til grønt. Ifølge hans forklaring kørte han ikke efterfølgende ud med pizzaer, men direkte hjem til sig selv.
Ifølge anklageskriften kørte han overfor rødt uden at bremse op for den kvindelige cyklist. Efter at have ramt hende, holdt han stille et stykke fra ulykkesteder, for få minutter senere at forlade stedet uden at stige ud af bilen.
Herefter afleverede han ifølge flere vidner pizzaer til en adresse i Blangstedgårdskvarteret.
»Vi synes, det værste er, at han ikke kommer med flere indrømmelser. Men det er svært at forholde sig til, hvor lang straffen skal være. Vi synes jo bare, han retfærdigheden skal ske fyldest,« påpeger Leon Andersen, der er bror til den dræbte.
Det sammen mener Shanna Johansens moster, der sammen med sin mand også var til stede under retssagen.
»Jeg føler mig faktisk mere vred i dag, end jeg har været tidligere. Det har været en meget overvældende dag. Men jeg bebrejder også forældrene og onklen, fordi de har ladet ham køre uden kørekort. Det er næsten ligeså slemt, « siger hun.
Den 17-årige er ikke tidligere straffet, men risikerer på grund af de skærpede omstændigheder op til et års fængsel.
Mandens onkel, der er ejer af Pizza Verona, er også sigtet i sagen. Han risikerer dog kun en bøde på 500 kroner for at have udlånt sin bil til den 17-årige.
Der falder dom i sagen i morgen.