Hvad siger du til at slippe for diskussionen om toiletbrættet skal være oppe eller nede og i stedet installere et pissoir derhjemme?
Det lyder måske som en drengedrøm, men det kan blive til virkelighed, da en producent af vandfri pissoirs fortæller, at han meget gerne vil rykke ind på miljøet. Du kan nemlig spare penge, siger han, og så er det godt for miljøet.
"Vi har enkelte private kunder. Og vi kommer til at satse på privatmarkedet fremover, for med de stigende vandpriser, er der penge at spare i det her produkt, hvis der bare er tre mandlige medlemmer i husstanden," fastslår salgschef Jens Kjær Martinsen fra Waterless, der leverer vandfrie urinaler, over for Nyhedsbureauet Newspaq.
Newspaq har tidligere fortalt, hvordan de vandfri pissoirs virker uden at skylle efter med vand. Det giver en åbenlys vandbesparelse, der er godt for miljøet. Men ifølge producenten kan det rent faktisk også hjælpe med at nedbringe bakterieniveauet på badeværelset.
"Det er bakteriologisk meget renere. Vi har flere uafhængige undersøgelser, der dokumenterer, at bakteriologien på badeværelsesrum med vandfri urinaler, fremfor vandskyllende, er nede på en femtedel," siger Jens Kjær Martinsen.
Grunden til det lavere bakterieniveau er, at der ikke er så mange vandpartikler i luften, der kan give næring til luftbårne bakterier, som derfor har svært ved at formere sig. Og det er et argument, der især hitter hos firmaets kvindelige kunder, fortæller salgschefen.