Sejren var helt og aldeles fortjent.
Det er det første, en smilende træner og far slår fast, efter Caroline Wozniackis sejr i to sæt over svenske Johanna Larsson ved Australian Open.
- Igen i dag var det et meget godt niveau. Caroline holder fast fra første kamp og var solid i sit spil, siger Piotr Wozniacki umiddelbart efter kampen.
- Hun vandt helt fortjent.
Wozniacki kom lidt tøvende fra start, men rettede hurtigt op og besejrede den useedede svensker med cifrene 6-1, 6-3 i en kamp, der varede lige over en time.
Selv om datteren under kampen virkede utilfreds med sine returneringer, ser faren anderledes positive takter i kampen.
- En gang imellem tænker hun for meget. Hun skal bare fokusere på timing. Og hun får udnyttet alle de chancer, hun fik, siger Piotr Wozniacki.
- Hun laver ikke dumme fejl, hun løber godt og placerer sig rigtigt på banen. Det er fin tennis. Vi er ved rigtig godt mod.
/ritzau/