Det var en yderst tilfreds far og træner, der mødte pressen efter Caroline Wozniackis første kamp ved Australian Open, hvor det blev til sejr i to sæt over rumænske Mihaela Buzarnescu.
- Det var en meget flot kamp, Caroline spillede. Hun viste koncentration fra start til slut, så jeg er meget tilfreds, siger Piotr Wozniacki efter kampen på Margaret Court Arena i Melbourne.
Caroline Wozniacki slingrede kun glimtvis i 6-2, 6-3-sejren over den 29-årige rumæner.
Blandt andet da hun lod Buzarnescu komme ind i kampen i andet sæt, efter at den danske tennisstjerne havde ført 2-0.
Det er dog ikke noget, der bekymrer Piotr Wozniacki.
- Det er den slags små detaljer, der kommer en gang imellem. Det vigtigste er, at hun kom tilbage og vandt kampen sikkert, siger Piotr Wozniacki.
Wozniacki-lejren var inden kampen opmærksom på, at rumæneren kom til Melbourne med selvtillid, efter at hun havde spillet sin første WTA-finale i Hobart i weekenden.
- Hun kom helt sikkert med selvtillid, så det var vigtigt, at Caroline fra start bevarede koncentrationen, og det gjorde hun, siger Piotr Wozniacki.
/ritzau/