En sikker sejr på 6-2, 6-3 var status efter førstedagen i Australian Open for den andenseedede dansker Caroline Wozniacki.
Og eventuelle premierenerver skulle dermed være væk inden mødet med den 21-årige kroat Jana Fett, der venter i anden runde.
Det fortæller hendes far og træner, Piotr Wozniacki, efter tirsdagstræningen på bane 18 i Melbourne Park.
- Hun er mere afslappet og kan koncentrere sig mere om sin tennis nu. Første runde er fifty-fifty rent mentalt. Når du er mere klar, spiller du mere op til dit tennisniveau, siger Piotr Wozniacki.
Han fortæller, at stemningen i Wozniacki-lejren er "fantastisk" efter mandagens sejr.
Tirsdag formiddag er fokus allerede rettet mod næste rundes kamp mod Jana Fett - en spiller, som Caroline Wozniacki aldrig før har mødt på WTA-touren.
Det betyder dog ikke, at Wozniacki-lejren forbereder sig i blinde før kampen.
- Hun er jo ikke ukendt. Hun er på touren. Vi kender mange spillere, som Caroline aldrig har spillet mod før, så hun er ikke ukendt for os. Så vi er klar til kampen, siger Piotr Wozniacki.
Jana Fett indtager i øjeblikket en plads som nummer 119 på WTA's verdensrangliste.
Hun slog i første runde japanske Misa Eguchi i to sikre sæt.
Vinder Caroline Wozniacki også sin anden runde, venter vinderen af kampen mellem amerikanske Nicole Gibbs og hollandske Kiki Bertens i tredje runde. Sidstnævnte er seedet som nummer 30 i Australian Open.
/ritzau/