Ritzau
Opdateret kl. 23:04
FC Barcelona stillede op med mange reserver på udebane mod Celta Vigo i den spanske pokalturnering Copa del Rey.
Og det udnyttede Celta til at spille 1-1 i den første af to ottendedelsfinaler. Hjemmeholdets mål blev sat ind af Pione Sisto.
Den danske landsholdsspiller udlignede til 1-1 efter en halv time. Sisto fik fat i bolden tæt på baglinjen, tog et træk ind i banen og hamrede den op i nettaget bag Barcelona-keeper Jasper Cillessen.
Forinden havde en Celta-spiller ramt overliggeren, og bolden havnede via Cillessens ben næsten ude over baglinjen, men skruede tilbage og hen til Sisto.
Barcelona-stopperen Gerard Pique brugte mere tid på at gestikulere til dommeren end at forhindre et skud fra Sisto, fordi spanieren mente, at bolden havde været ude over baglinjen.
Sisto var iskold i situationen og koncentrerede sig om at få en bedre vinkel på sit skud.
Barcelona havde et kvarter forinden bragt sig foran 1-0 ved angriberen Jose Arnaiz, som spillede i stedet for Lionel Messi, der blev sparet.
Pione Sisto blev skiftet ud efter 67 minutter, og ind kom i stedet den tidligere FC Nordsjælland-angriber Emre Mor, som var tæt på at score i slutfasen.
Flere mål blev der dog ikke scoret, selv om Barcelonas indskiftede kantspiller Sergi Roberto ramte ydersiden af stolpen i overtiden.
Daniel Wass var også med for Celta, og han blev udskiftet samtidig med Sisto.
Ousmane Dembélé blev skiftet ind for Barcelona efter 72 minutter, og franskmanden fik dermed comeback efter en lang pause med en skade.
Barcelona har vundet den spanske pokalturnering de seneste tre år. Der er returkamp i Barcelona om en uge.
Senere torsdag aften vandt Real Madrid med 3-0 ude over Numancia i den første af to ottendedelsfinaler. Numancia spiller i den næstbedste række.
Waliseren Gareth Bale scorede til 1-0 på et straffespark i første halvleg, mens Isco og Borja Mayoral cementerede sejren i slutminutterne.
/ritzau/