11 landskampe skulle der til, før at Pione Sisto kvitterede på målkontoen for Danmark.
Venstrekanten scorede kampens eneste mål i Danmarks testkamp mod Panama, og Sisto var meget tilfreds med sit første landskampsmål.
- Det var et godt mål. Det var et rigtig godt mål.
- Det var en af de sværere. Jeg prøvede at drible mellem to forsvarsspillere og blev også presset bagfra, men jeg formåede at krølle den over i den anden side. Det var ikke så meget fart på, men det var nok, siger Sisto.
Celta Vigo-spilleren har scoret tre mål i den spanske liga for Celta Vigo, men torsdagens mål var særdeles vigtig for den 23-årige kantspiller.
- Jeg er kantspiller, det er vigtigt for mig at score mål og assistere.
- Jeg har haft mange chancer på landsholdet, så det var dejligt at komme i gang, og det føles selvfølgelig dejligt, siger han.
Det var ikke ligefrem en fodboldbane, der opfordrede til smukt spil langs jorden, men Sisto var alligevel forholdsvis tilfreds med Danmarks præstation.
- Vi fik ramt mig og Christian (Eriksen, red.) frem ad banen, og det gik egentlig okay på den sidste tredjedel af banen, men vi havde problemer med at komme til afslutninger, men vi var gode inde på midten, siger Sisto.
Det var en venskabskamp, hvor der blev uddelt fire gule kort samt et rødt kort, og Sisto fik også flere gange kærligheden at føle fra Panamas spillere.
- I Celta spiller jeg sammen med mange spillere derovre fra, og de havde sagt til mig, at vi skulle regne med, at Panama ville gå hårdt til den, og sådan er mellem- og sydamerikanere, siger Pione Sisto.
/ritzau/