Endelig er sommeren over landet. Pinsesolen sender varme stråler over Danmark i weekenden.
Det er godt nyt til de mange smækre karnevalsdeltagere der i weekenden vil ryste balderne til det årlige pinsekarneval i København.
Særligt på lørdag lover DMI, at der kommer masser af sol til danskerne. Termometret kommer til at vise mellem 19 og 24 grader, og der blæser en svag til jævn vind til at køle sveden på panden.
Natten byder også på tørvejr, men temperaturen falder dog til ti grader, så husk varmt tøj, hvis du skal ud og ryste hofterne til en omgang samba.
Det gode vejr fortsætter søndag, hvor vi dog får lidt lavere temperaturer, men stadig masser af sol de fleste steder.
Pinsedag kan der falde noget regn først på dagen, men ellers er der gode chancer for at solen fortsat vil skinne over de mange, der har pinsefri.