Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet er blevet hasteindlagt på et militærhospital, efter at han blev ramt af et alvorligt hjerteanfald. Hans søn fortæller, at en by-pass operation »bragte ham tilbage fra døden«, skriver Reuters. En kilde fra hospitalet i Chiles hovedstad, Santiago, fortæller nyhedsbureauet, at Pinochets tilstand er »alvorlig men stabil«.
Den 91-årige eksdiktator sad i husarrest, da han blev ramt af hjerteanfaldet. Pinochet har de seneste år været anholdt og sat i husarrest adskillige gange, imens der har været ført retssager om hans styres mange overgreb på befolkningen. Over 3.000 mennesker blev dræbt, mens Pinochet var ved magten i Chile mellem 1973 og 1990.
Pinochet blev arresteret i London i 1998, og siden har der kørt en lang række retssager mod ham. Det har tæret på hans helbred. Han blev blandt andet indlagt med et slagtilfælde i 2005.