Den 91-årige Augusto Pinochet er i bedring efter at have gennemgået en hjerteoperation søndag. Ifølge lægerne på det militærhospital i Santiago, hvor eksdiktatoren er indlagt, spiser han igen normalt og klarer sig uden hjælpemidler, skriver Reuters.
Pinochet er lige nu løsladt på kaution, efter han i sidste uge blev anholdt og sat i husarrest i forbindelse med kidnapningen af to personer i 1973.
Pinochet blev arresteret i London i 1998, og siden har der kørt en lang række retssager om hans styres mange overgreb på befolkningen. Over 3.000 mennesker blev dræbt, mens Pinochet var ved magten i Chile mellem 1973 og 1990.
Den aldrende diktator dør formentlig uden at blive retsforfulgt. Selv om der er gået otte år, siden han blev arresteret i London, er der endnu ikke gennemført en retssag imod ham, og nu er det efterhånden for sent.
Chilensk lov forbyder nemlig at retsforfølge folk, der vurderes at være mentalt svækkede. Augusto Pinochet har haft en række mindre hjerteanfald og hans advokater siger, at han lider af demens.