De kendte og rige i USA står ofte på spring for at hjælpe, når svage og trængende kommer i nød.
Det skete også, da solisten Pink udførte et lille julemirakel for en hundehvalp i Los Angeles.
Popsangeren surfede rundt på nettet, og faldt tilfældigt over et nødråb fra en person, der havde fundet en hundehvalp i livsfare, efter den var blevet kastet i en flod fra en motorvejsbro, skriver gossip-sitet TMZ.
Hvalpen brækkede tre knogler i faldet, og personen, som havde fundet hunden, stod og manglede penge til en akut operation på dyrehospitalet. En operation der kostede 5.000 dollars, eller hvad der svarer til lidt under 30.000 danske kroner.
Via velgørenhedsorganisationen Ace of Hearts trådte Pink til med pengehjælp. Sådan sørgede popsangeren for, at den lille hund straks kom under kniven.
Men det lille julemirakel skulle få endnu en krølle på halen. Det lykkedes nemlig også Ace of Hearts før julen at finde en adoptivfamilie til den ejerløse hund.
Kilde: TMZ