De fleste modemagasiner må kæmpe om at få de største stjerner til at posere på forsiden, men sangerinden Pink er der ikke rift om.
Den 30-årige stjerne er nemlig ikke pæn nok, siger hun selv.
"Mange magasiner har fortalt mig, at de ikke vil have mig på forsiden, fordi jeg ikke er køn nok," fortæller Pink i et interview med det amerikanske magasin Cosmopolitan.
Funhouse-sangerinden bekymrer sig dog ikke over sit udseende, men er derimod glad for, at hun ser anderledes ud.
"Det er ok, for jeg er unik, og det kan jeg godt lide," fortæller Pink, der oprindelig er døbt Alecia Beth Moore.
Som et plaster på såret har Cosmopolitan valgt at have den blonde sangerinde som forsidemodel på deres juni-udgave, hvor hun er iført en lårkort og nedringet Gucci-kjole.