Richard Wright, der var med til at grundlægge Pink Floyd, er død efter en kamp mod kræft. Wright blev 65 år.
"Familien til Richard Wright, der var grundlægger af Pink Floyd, må med stor sorg meddele, at Richard døde i dag efter en kort kamp mod kræft," udtalte Wrights talsmand mandag ifølge BBC.
Richard Wright var med på Pink Floyds første album 'The Piper at the Gates of Dawn' i 1967 sammen med Syd Barrett, Roger Waters og Nick Mason.
David Gilmor, der senere erstattede Syd Barret som forsanger i Pink Floyd, sørger også over tabet af en god ven.
"Han var sådan en elskelig, blid og oprigtig person og vil blive savnet rigtig meget af så mange, der elskede ham," udtaler han.
Det britiske rockband blev grundlagt i 1964 og har høstet international anerkendelse for deres psykedeliske rockmusik. Bandet har solgt flere end 200 mio. album på verdensplan.
/Newspaq/