Pink beder nu familie og venner om hjælp til at skære ned på antallet af osende cigaretter, skriver contactmusic.com.
Den 30-årige sangerinde er allerede holdt op med at ryge derhjemme, men nu vil hun altså også forsøge at begrænse mængden af sort røg, som suges ned i lungerne, når hun er ude.
"Rygning er overhovedet ikke nuttet. Det er forfærdeligt. Jeg hader lugten og smagen. Jeg hader alt ved det," forklarer hun.
Alligevel er det åbenbart svært definitivt at skodde den sidste cigaret.
"Jeg er en astmatisk, syngende ryger. Men af en eller anden grund opfatter jeg det som den sidste del af mig. Jeg har helt klart trappet ned. Om aftenen når jeg er ude og drikke vin, får jeg rationeret cigaretter til mig. Men jeg ryger ikke hjemme," siger den populære sangerinde.