Knæk, knæk, flump.
Den sørgelige lyd af en lille pingvin, der går gennem isen, bliver mere og mere hyppig på Antarktis. Den globale opvarmning har nemlig forvandlet den før så tykke og sikre iskappe til en tynd og livsfarlig dug over havet.
»Når den tynde is knækker, bliver æg og pingvin-unger skyllet ud i havet, hvor de går til grunde,« siger miljøfaglig medarbejder i WWF Verdensnaturfonden Tommy Dybbro.
En ny rapport fra WWF slår fast, at opvarmningen af dele af Antarktis går betydeligt hurtigere end gennemsnittet i resten af verden – for nylig er der målt stigende temperaturer helt ned til 3 kilometers dybde i havet omkring Antarktis. Og på den vestlige side af halvøen er havisen reduceret med 40 procent de sidste 26 år.
Ministre må handle
Det bekymrer Tommy Dybbro.
»Når havisen forsvinder fra Antarktis, så forsvinder mange af de fødekilder, som pingvinerne er afhængige af, også,« siger han og sender en timet appel til verdens miljøministre, der i dag mødes på Bali for netop at diskutere den globale opvarmning.
»Hvis det fantastiske dyreliv på Antarktis skal overleve, kræver det, at ministrene bliver enige om ambitiøse CO2-reduktioner for de rige lande,« siger Tommy Dybbro.
Værst er det gået for den såkaldte kejserpingvin, der nogle steder har set sin bestand halveret.