De danske efterretningstjenesters opmærksomhed er skærpet som følge af angrebene i Bruxelles, hvor mindst 34 personer har mistet livet.
Det siger justitsminister Søren Pind (V) i en kommentar.
- Europa er atter blevet ramt af terrorens mørke kræfter, denne gang i EUs hjerte, og mine tanker går først og fremmest til de døde og sårede i Bruxelles og til deres pårørende.
- Herhjemme er PET og politiet meget opmærksomme på situationen, som de følger tæt, og man vil kunne møde mere politi end sædvanligt ved trafikale knudepunkter, siger han.
Der er ikke oplysninger om, at danskere skulle være kommet noget til under angrebene i Bruxelles tirsdag morgen.
Det oplyser Udenrigsministeriers Borgerservice tirsdag eftermiddag.
Lufthavnen Zaventem blev ramt af flere eksplosioner omkring klokken 8 tirsdag morgen.
Klokken cirka 9.25 ramte en anden eksplosion metrostationen Maelbeek, som ligger mellem nogle af EU's største institutioner som EU-Kommissionen og EU-Parlamentet.
Efter angrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo i januar sidste år forhøjede dansk politi niveauet fra "dagligt beredskab" til "let forhøjet beredskab".
Efter angrebene mod kulturhuset Krudttønden og synagogen i København midt i februar blev niveauet hævet til "forhøjet beredskab".
Da nationalstadionet, flere caféer og et spillested blev angrebet i Paris 13. november samme år gik dansk politi i "markant forhøjet beredskab".
Men de skyldige bag angrebene i Bruxelles skal ikke lykkes med at holde demokratiet som gidsel, siger justitsministeren.
- Der er, ser vi nu desværre igen, mennesker, som vil vores demokratiske livsform til livs, og det skal de ikke lykkes med.
- Vi vil ikke lade frygten dominere, og vi kommer til at bekæmpe disse mørke kræfter længe og tålmodigt med alle demokratiets virkemidler. De, der angriber os, splitter os ikke, men rykker os blot tættere sammen, siger Søren Pind.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.