Piloter, bankdirektører, overlæger, professorer, advokater, topchefer, ejendomsspekulanter.
Det er de mennesker, der ifølge skatteminister Thor Möger Pedersen, er privilegerede og "aldrig oplever, at budgettet vælter, fordi køleskabet sætter ud".
Sådan lød det i weekenden i Jyllands-Posten, men nu svarer "de privilegerede" igen.
Landets piloter kalder i dag skatteministerens udmelding for "pinlig".
"Det kan godt være, at piloter har været privilegerede engang, men det jobmarked, der tegner sig efter krisen og 11. september, er et helt andet. Mange piloter er tvunget til lønnedgang, og vi ser eksempler på slavelønninger, som piloter er nødt til at tage for at betale deres regninger og den gæld, de har stiftet for at kunne betale deres egen uddannelse," siger Anders Mark Jensen, næstformand i Flyvebranchens Personale Union, til Jyllands-Posten.
Også i Danske Advokater og Akademikernes Centralorganisation, undrer man sig over skatteministeren.
"Sådan en stigmatisering af grupper i samfundet er en primitiv tilgang til tilværelsen," siger formand for AC, Erik Jylling, til Jyllands-Posten og kalder diskussionen af priviligerede for meningsløs.