En britisk pilot knyttede næven i triumf og luftkrammede læger og sygeplejersker, da han efter otte måneders indlæggelse omsider kunne forlade hospitalet i Houston. Det fortæller Sky News og flere andre britiske medier tirsdag.
Nicholas Synnott arbejder for British Airways og blev i marts måned indlagt på UT Health and Memorial Hermann Hospital i Houston.
Den 59-årige pilot blev lagt i respirator og behandlet i 243 dage, mens hans kone troligt sad ved siden af ham hver eneste dag.
Nicholas Synnotts kone var med ham hele vejen i det lange sygdomsforløb. 30 News
- Alle hans organer var påvirket af Covid-19, men fordi han som pilot havde så godt et helbred før sygdommen, var han i stand til at modstå det og overleve noget så alvorligt som dette, sagde lægen Doktor Biswajit til ABC 30 News.
- Vi var overvældet over, at nogen så syge kunne klare det, siger lægen.
Nicholas Synnott blev udskrevet før jul og er nu tilbage i sit hjem i Surrey i England.
Han fortalte den lokale tv-station i Houston, at han klarede skærene med hjælp fra sin kone og tanken om at se sine børn igen.
- Det var en hård tur, men vi nåede hertil, sagde Nicholas Synnott, der nu glæder sig at vende tilbage til Houston og besøge byens zoologiske have, som han havde udsigt til fra sin hospitalsseng.