»Relax. Don t do it.«
To investeringseksperter puster nyt liv i den gamle slager fra popbandet Frankie Goes to Hollywood .
Man skal droppe spekulationerne og holde sig i ro – det er nemlig ren hasard at forsøge at tjene penge på, at rente- og aktiemarkedet i denne uge gik amok og styrtdykkede.
»Ingen kan forudse, hvad der vil ske. Derfor siger jeg til folk, at de skal holde fingrene fra deres aktier og deres pensioner,« siger professor på Handelshøjskolen i København Michael Møller.
Hvad har du råd til?
Hans råd kommer i kølvandet på den massive strøm af nyheder om rente- og aktiemarkedet, der fulgte med offentliggørelsen af en historisk rentesænkning på 0,75 procentpoint i USA tirsdag.
Men markedet er stadig så uforudsigeligt, at danskerne risikerer at miste store summer, hvis de haster ud og køber og sælger aktier nu, forklarer Michael Møller. Han anbefaler, at man i stedet kigger på sin husholdning.
»Tag udgangspunkt i din egen situation. Hvad har du råd til? Og sørg så for at sprede risikoen på mange aktier,« siger han.
Det samme råd kommer fra Henrik Drusebjerg, der er strateg i Nordea. Han advarer både mod at købe og sælge.
»Folk smider aktierne i panik. Men ingen ved, om der kommer en større nedtur, og ingen kan sige, om det sker i dag eller om et halvt år,« siger Henrik Drusebjerg og anbefaler, at man aftaler en langsigtet strategi med sin bank.
Forhindrede nedtur
Tirsdag sænkede den amerikanske centralbank renten med 0,75 procentpoint for at forhindre, at nedturen i den amerikanske økonomi bliver en katastrofe, der kan sprede sig til hele verden. Der kommer dog til at gå adskillige måneder, inden man kan mærke ændringen, fortæller Henrik Drusebjerg.
»Det kan godt være, det ser mørkt ud nu, men det kan se anderledes ud om et halvt år. Så man skal tro på, at centralbanken kan styre økonomien,« siger han.