Opdateret kl. 17:55
En 17-årig pige er blevet idømt 40 dages betinget fængsel for natten til lørdag at slå og sparke en kvindelig politibetjent i ansigtet i København.
Det skriver Ekstra Bladet.
Episoden fandt sted omkring klokken 02.00 i Colbjørnsensgade på Vesterbro.
Den 17-årige pige erkendte ifølge avisen i vid udstrækning forholdene i et grundlovsforhør i retten på Frederiksberg lørdag formiddag.
Hendes 15-årige veninde var også anholdt i sagen for angiveligt at have anvendt en peberspray mod politiet, men hun er ifølge Ekstra Bladet blevet løsladt. Det fremgår ikke, om hun er sigtet.
Ifølge politiet medførte overfaldet fra den 17-årige, at en kvindelig betjent begyndte at bløde fra næsen.
- Klokken 02.06 bliver vi kaldt ud til fire til fem personer, som er oppe at toppes. I forbindelse med at vi skal til at foretage anholdelser, bliver nogle politifolk udsat for vold.
- En bliver slået flere gange i ansigtet og får næseblod. Og den anden bruger så en peberspray, der rammer flere af vores folk, siger central efterforskningsleder Kenneth Jensen fra Københavns Politi.
Den 17-årige forklarede i retten, at hun sammen med nogle venner var havnet i en konflikt med en gruppe voksne mænd, som hun havde irettesat for at cykle på fortovet.
Det udviklede sig til håndgemæng. En af mændene lagde hende på jorden, men da politiet dukkede op, sparkede hun manden, og det fik to betjente til at holde hende op mod en væg.
Det fik den 17-årige til at slå og sparke ud efter den ene af betjentene, erkendte hun i retten.
- Jeg var sur i forvejen, og så kom politiet lige pludselig og tog fat i mig. Det synes jeg ikke, de havde nogen grund til, forklarede hun ifølge Ekstra Bladet i retten.
Anklageren havde krævet en fængselsdom på 60 dage, men pigens forsvarer anmodede om 40 dages betinget fængsel på grund af pigens unge alder, og det gik dommeren med til.
/ritzau/