Når drenge kan rode rundt i jorden efter regnorme, og når piger kan danse rundt på græsset, så er de hver især i allerbedst humør. Det viser en ny undersøgelse om børn fra Syddansk Universitet. Her har 400 forældre blandt andet svaret på, hvad deres børn bruger mest tid på, og hvad de holder mest af at lave.
»Ifølge forældrene virker drenge mest glade, når de udforsker naturen, deltager i uorganiseret sport og aktivitet og spiller elektroniske spil. Mens piger virker mest glade, når de tegner, maler, synger og danser,« konkluderer lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet Karsten Froberg.
Samtidig angiver forældrene, at de finder det vigtigst for deres børns udvikling, at deres drenge udfolder sig fysisk, og at deres piger leger fantasi- og rollelege.
Og den sammenhæng er ikke helt tilfældigt, mener kønsforsker på Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning Steen Baagøe Nielsen.
»Forældres forventninger har nemlig stor indflydelse på, hvad børn helst vil lege,« siger han.
Fælles for begge køn er, at de holder allermest af at lege udendørs.
Hele 42 procent virker således mest glade, når de leger udenfor eller på en legeplads.