Syv ud af ti danske kvinder kan i fremtiden undgå af dø af livmoderhalskræft, hvis verdens første kræftvaccine bliver indført i vaccinationsprogrammet.
Det fastslår Sundhedsstyrelsen onsdag i en længe ventet rapport om fordele og ulemper ved den meget omtalte vaccine mod livmoderhalskræft.
Danmark har en af Europas højeste forekomster og dødeligheder af denne kræftform, der hvert år tager livet af 175 kvinder.
»Alligevel kan vi hverken vende tommelfingeren op eller ned i MTV-rapporten. Det er komplekst og skal nøje drøftes i den kommende tid,« siger centerchef på Enhed for Medicinsk Teknologivurdering i Sundhedsstyrelsen, Finn Børlum Kristensen.
Han medgiver, at vaccinen er effektiv og sikker, men påpeger, at ingen kender langtidseffekten af vaccinen, ligesom intet land endnu har introduceret den i sit nationale vaccinationsprogram.
Men en af landets førende eksperter i livmoderhalskræft, centerchef på Rigshospialet professor Bent Ottesen, er ikke i tvivl. Han mener, at den skal tilbydes alle unge piger:
»Det er et landvinding af de helt store. Og det vil komme mange til gavn. Derfor bør vaccinen indføres snarest,« siger han.
Professoren støttes af formanden for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olesen, der slet ikke mener, at ulemperne fra rapporten overskygger fordelene:
»Der er slet ingen tvivl om, at der er et solidt grundlag for at indføre vaccinen i vaccinationsprogram. Ulemperne har slet ikke den tyngde, så vi skal fraholde os at indføre den. Derfor bør myndighederne sørge for en hurtig beslutningsproces, alt andet ville være en ulykkelig situation,« siger han.