De fire piger, som mishandlede en 14-årig pige i Odense søndag aften er blevet sendt afsted til lukkede institutioner.
Tre af dem var mandag i grundlovsforhør, hvor de erkendte, at de blandt andet rev totter ud af ofrets hovedbund og bankede hende med hendes støvler, skriver DR.
Pigerne bag volden er 15, 16 og 17 år, og de er blevet varetægtsfængslet i fire uger for handlingerne, som fandt sted i en lejlighed i Odense.
Den voldsomme behandling stod på gennem tre timer. Den yngste pige på 14 er for ung til at blive stillet for en dommer.
Et skænderi om kæresteforhold har angiveligt været anledningen , som har fået de fire piger til at overfalde den 14-årige foran to skræmte drenge.
Det 14-årige offer er sluppet relativt billigt fra den hårde medfart med et hævet ansigt og en øm krop.