Udspekulerede mænd udnyttede unge pigers drømme om at blive tv-stjerner og sole sig i berømmelse ved at love dem deltagelse i det populære tv-show Big Brother.
Problemet for pigerne var imidlertid, at der var tale om et falsk Big Brother-hus. Som det også er tilfældet i det virkelige show, blev pigerne filmet døgnet rundt. De blev dog aldrig vist på tv. I stedet solgte mændene nøgenvideoer af pigerne på nettet.
Tirsdag lykkedes det dog for politiet at befri pigerne, der havde tilbragt to måneder i huset. De havde ikke selv mulighed for at komme ud, fordi de var låst inde. Det skriver den tyrkiske avis Hürriyet ifølge TV 2.
Pigerne, der var helt ned til 16 år, blev udvalgt efter falske auditions og accepterede, at de skulle betale omkring 17.000 danske kroner, hvis de forlod huset, før de to måneder var gået. De måtte heller ikke have kontakt med deres familier i perioden.
Pigerne har efterfølgende også forklaret politiet, at de blev udsat for vold under indespærringen.