En 14-årig pige blev i går aftes udsat for et groft overfald. I mere end to timer blev hun mishandlet af fire piger, der rev tøjet af hende, bankede hende og brændte cigaretter mod hendes hud. Det fortæller vagtchefen for Fyns Politi i Odense, ifølge flere medier.
Efterfølgende truede de med at slå hende ihjel, hvis hun sladrede til politiet.
De fire piger er angiveligt bosat på en institution, og tidlig mandag morgen var politiet på vej for at aflægge dem et besøg.
Det er ikke oplyst, hvad der udløste overfaldet, eller om de fire piger kendte offeret i forvejen. Alderen på de fire piger kendes heller ikke på nuværende tidspunkt.
Overfaldet er blot et eksempel på det voksende problem i hele landet med pigebander, der vælger at ty til vold.