Så er tørklædedebatten nået til fodboldbanen.
15-årige Zenab El-Khatib fra Odense er udtaget til det danske U16-landshold for piger. Hun kan spille fodbold, men er på samme tid muslim og bærer tørklæde.
Og det ser Dansk Boldspil Union, DBU, i første omgang ikke noget galt i, skriver Fyens Stiftstidende.
- Vi har givet Zenab lov til at spille med tørklæde, som ikke går ned om halsen. Og i de to kampe hun har spillet, har det ikke været noget problem, siger kommunikationschef i DBU til Fyens Stiftstidende.
Ikke afklaret endnu
Det 15-årige talent har fået lavet et særligt tørklæde, der ikke går ned om halsen, men som stadig dækker håret. Hun er glad for udtagelsen til landsholdet.
- Det er meget stort for mig. Jeg havde regnet med, at de ville sige nej, fordi jeg bærer tørklæde, så jeg blev megaglad, siger Zenab El-Khatib.
Det er endnu ikke afklaret, om UEFA og FIFA er enig i DBU's beslutning. FIFA accepterer nemlig ikke religiøse budskaber på fodboldbanen, spillerne skal ifølge reglerne bære ensuniform - men der står ikke noget om tørklæder. Og sidst er der et sikkerhedshensyn, fordi tørklædet kan udgøre en kvælingsfare i kampens hede.