En fireårig pige er fortsat hårdt kvæstet efter den tragiske trafikulykke i Hjørring søndag, der kostede hendes mor, farmor og lillebror livet.
Politiet har ikke hørt nyt fra lægerne tidligt mandag morgen, og dermed menes pigens tilstand at være den samme som søndag aften - det vil sige kritisk.
- Vi har ikke hørt noget fra hospitalet om den fireårige pige, fortæller vagtchefen hos Nordjyllands Politi kort efter klokken 5 mandag morgen.
De trafikdræbte i ulykken er en 24-årig kvinde, hendes søn på syv måneder og en 58-årig kvinde, der er spædbarnets farmor. Den fireårige storesøster til det dræbte spædbarn var med i samme bil.
Ud over de tre dræbte, sad også onklen til det dræbte spædbarn og den fireårige i bilen. Han har lettere skader, men er ved bevidsthed.
Ulykken er angiveligt sket, da to personbiler kørte sammen i en rundkørsel ved Frederikshavnsvej. De to personer fra den påkørende bil er et ældre ægtepar. Begge er lettere kvæstede, oplyser politiet.
Årsagen til ulykken er endnu ikke fastslået med sikkerhed, men den kan skyldes, at føreren af den påkørende bil overså rundkørslen.
/ritzau/