Fotografen, mediepersonligheden og modemanden m.m. Jim Lyngvild skrev ifølge BT søndag på sin Facebook-profil, at han havde klippet forbindelsen til Pia Kjærsgaard.
Årsagen var, at han følte, Dansk Folkeparti kun ville have de stemmer, han tiltrak - og ikke hans venskab.
Opslaget er siden blevet fjernet, men Jim Lyngvild bekræfter bruddet med DF i et svar på Facebook, hvor en af hans følgere skriver "Det jeg godt nok ked af at læse ... var så stolt af jeres venskab", mens Jim Lyngvild svarer "Nu siger du venskab ... Det var det så åbenbart ikke ...".
Jim Lyngvild vil over for BT ikke uddybe, hvem han er blevet uvenner med, men over for Ekstra Bladet bekræfter han, at det "hænger sammen med Dansk Folkeparti".
Jim Lyngvild meldte sig sidste sommer ind i de Konservative, men Pia Kjærsgaard nægter, at hans medlemskab af det konkurrerende parti skal have betydet, at hun har lagt ham på is.
- Sikke noget pjat. For det første er jeg meget overrasket over det her, og for det andet var han inviteret med til min fødselsdagsreception på Christiansborg i februar, da jeg fyldte 70 år, siger hun til BT og forsikrer, at hun ikke er sur på Jim Lyngvild over hans udmelding:
- Sådan er han jo. Han kan være lidt af en "drama queen".
Over for Ekstra Bladet understreger Jim Lyngvild, at han ikke har mistet noget for partiet (Dansk Folkeparti, red.), men at der "udelukkende er tale om en personlig sag".