I dag har Helle Thorning-Schmidt kastet en rød klud i hovedet på Pia Kjærsgaard.
"Vi vil gerne have store debatmøder rundt om i Danmark, hvor jeg får mulighed for at konfrontere Pia Kjærsgaard ansigt til ansigt med hendes politik," siger Helle Thorning-Schmidt til Newspaq på Socialdemokraternes sommergruppemøde.
Og Pia har her til eftermiddag taget udfordringen op.
"Jeg er helt med på at tage en duel med Helle Thorning som aftalt," siger Pia Kjærsgaard til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hvornår den spændende duel mellem de to kvindelige frontfigurer skal finde sted, er op til DF's leder.
"Når hun er klar, så er jeg klar," siger Helle Thorning.
Pia Kjærsgaard har ifølge Helle Thorning diskuteret hendes person med hensyn til skattesagen og nærmest kaldt hende et dårligt menneske. Men nu er invitationen sendt ud til en fight på politik. Og det er ikke kun skattepolitik, men også arbejdsløshed og integrationspolitik, oplyser Helle Thorning.
Grunden til den pludselige optrapning af linjen mellem de to partiledere skyldes ifølge den socialdemokratiske formand, at Dansk Folkeparti nu vil have ministerposter.
"Dansk Folkeparti vil i regering næste gang, og derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi får diskuteret alle grene og afkroge af deres politik," siger Helle Thorning-Schmidt.
Og hvis danskerne vil undgå DF'ere i ministerbiler, så skal de ifølge formanden stemme på Socialdemokraterne.