Pia Kjærsgaard skal være Dansk Folkepartis repræsentant i Statens Kunstråd og Statens Kunstfond.
Dermed skal hun i de to fonde hvert år være med til at uddele næsten en halv milliard kroner i støtte til kulturen. Det skriver Politiken.
"Nu skal jeg selvfølgelig ind og se, hvor meget man rent faktisk kan påvirke, men jeg har da tænkt mig at sige min mening, og jeg håber da, at det kan være med til at bringe mere fokus på kulturpolitikken - det må kunstnerne da også være interesseret i," siger Pia Kjærsgaard.
I går langede partilederen kraftigt ud efter navngivne kunstnere, og hun beskyldte kulturminister Carina Christensen (K) for ikke at provokere nok for at sætte gang i en debat om dansk kulturliv. Og så beklagede hun, at kunstnere fik støtte til at partere en hest eller putte lort på dåse.
Formanden for Danske Skønlitterære Forfattere, Jan Thielke, er bekymret for, hvordan Pia Kjærsgaard vil komme til at påvirke kulturen.
"Hun siger, at det ikke er kunst, når Bjørn Nørgaard parterer en hest, og når man kommer lort på dåse. Men det var noget, der skete i henholdsvis 1969 og i 1962 - det gør mig lidt bekymret for, om ikke hun repræsenterer noget lidt gammeldags," siger Jan Thielke.