Skrevet i samarbejde med Morten Skærbæk, mosk@avisen.dk
S og R skal ikke forhandle med regeringen om de afviste asylsøgere.
Det slog Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard fast, da hun tirsdag eftermiddag mødte op til møde med integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V). På mødet skal parterne forsøge at nå frem til en aftale om forholdene for de afviste ayslsøgere.
- Der er et forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti på udlændingeområdet. Det har der været siden 2001 og det må de andre partier forstå, lød hilsnen til både Socialdemokraterne og de Radikale, der har beklaget sig over, at de ikke er indkaldt til møde i Integrationsministeriet om de afviste asylsøgere.
- I et forlig er det først og fremmest forligskredsen, der diskuterer, og så må de andre tilslutte sig, hvis det er det, de vil, sagde Pia Kjærsgaard.
Direkte adspurgt om der bliver tale om forhandlinger med de andre partier svarer hun:
- Nej, det gør der ikke.
Ifølge Avisen.dk s oplysninger vil integrationsministerens udspil omfatte 60-70 afviste asylfamilier, hovedsageligt fra Irak, men også fra Somalia og Iran.
DF mødte op med et klart krav om, at en aftale om at give asylsøgerne mulighed for at flytte uden for centrene skal indebære, at hver enkelt asylfamilies eventuelle ansøgning skal behandles individuelt, erfarer Avisen.dk.
Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, kalder det løftebrud fra statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), hvis oppositionen ikke kommer med i en aftale om de afviste asylsøgere.