"Det er useriøst, af statsministeren at hænge en euroafstemning op på finanskrisen," siger Pia Kjærsgaard (DF) i en pause ved dagens stort anlagte eurohøring i Folketinget.
"Jeg synes, Fogh bliver mere og mere hård i sine udmeldinger. Motivet kender jeg ikke, men han lader til at ville udnytte krisen," siger Kjærsgaard til en gruppe reportere.
Samtidig undrer hun sig over, at statsministeren knytter sig mere og mere til SF i euro-spørgsmålet.
"Det er en besynderlig konstellation. Tænk, at en liberal statsminister holder sig til socialister. Mærkværdigt," bemærker Kjærsgaard.
Samtidig giver hun ikke meget for statsministeren hovedargument for euroen: Danmark bliver sat udenfor indflydelse i vigtige beslutninger.
"Det passer jo ikke, vi kan jo slev bestemme vores pengepolitik," siger hun.
DF's EU-ordfører Morten Messerschmidt bider mærke i, at de lande der står uden for euroen, Danmark, Sverige og Storbritannien, har klaret sig bedst gennem finanskrisen.