Pia K får det sidste ord om Barfoed

DF-formanden afviser, at hun ikke skulle have humoristisk sans.

Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, ser ud til at få det sidste ord i striden om den nu fyrede minister Lars Barfoed.
I sit ugebrev mandag beskylder hun således Fogh for ikke at leve op til sit løfte om at »vogte over«, om hans ministre passer deres arbejde. Derfor måtte DF på banen og trække tæppet væk under Barfoed, forklarer hun.
Den konservative formand, Bendt Bendtsen, får også et let drag over nakken for at have givet den nye minister for fødevarekontrollen, Carina Christensen (K), et stegetermometer i tiltrædelsesgave.
»Underforstået: Bare man steger kødet nok, så går det nok med de bakterier. Lidt dumt, siger jeg bare,« skriver Pia Kjærsgaard i sit ugebrev.
Nu var det dog Lars Barfoed (K), og ikke Bendtsen, der gav stegetermometeret i gave, og det var mest ment som et humoristisk indslag, lyder det fra Lars Barfoed.
»Hvis man polemiserer mod det, så mangler man humoristisk sans,« siger han.
Pia Kjærsgaard, mangler du humoristisk sans?
»Hahaha, nu er vi ude i hjørnerne i den her sag.
Det var dig selv, der bragte os ud i hjørnet.
»Ja ja. Hvis jeg ikke havde humoristisk sans, havde jeg ikke siddet på Christiansborg så mange år.«
Gaven var egentlig fra Lars Barfoed og ikke Bendt Bendtsen?
»Skrev jeg Bendt Bendtsen? Det var en smutter,« forklarer Pia Kjærsgaard.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.