Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, slår nu tilbage mod den konservative formand, Bendt Bendtsen. Det sker i DF-formandens ugebrev, hvor Kjærsgaard beskylder Bendtsen for ikke at have forstået forskellen mellem kristendom og islam.
I sidste uge var en række medlemmer af Dansk Folkeparti som bekendt ude med kritik af det muslimske tørklæde, hvilket blandt andre statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen tog afstand fra.
Bendt Bendtsen sammenlignede således tørklædet med, at mange kristne går med et kors om halsen. Men der går han galt i byen, lyder det fra Pia Kjærsgaard:
- I kristendommen sondres mellem Guds og kejserens – mellem det verdslige og det åndelige regimente. En sådan sondring findes ikke i islam. Det synes vicestatsministeren åbenbart ikke at have forstået, skriver hun i ugebrevet.