1. maj-talerne er godt i gang, og fra talerstole rundt om i landet taler venstrefløjen arbejdernes sag - og giver regeringen verbale lussinger.
Socialdemokraternes formand Helle Thorning Schmidt har travlt. Hun har seks taler i løbet af dagen, bl.a. i Silkeborg og til sidst i Fælledparken i København.
Langt fra alle partier deltager dog i fejringen af den internationale kampdag.
Dansk Folkeparti holder sig langt væk fra møderne. For selvom arbejdernes og lønmodtagernes kamp er berettiget, så foregår den i Folketinget, lyder det fra formand Pia Kjærsgaard.
"Der bliver ikke rykket så meget som et komma ved 1. maj-talerne i dag. Det er en politisk manifestation og ikke andet," siger Pia Kjærsgaard til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men trods boykotten af dagen, så skal 1. maj ikke tilbringes bag Christiansborgs tykke mure.
"Jeg skal i Grøften i Tivoli og det glæder jeg mig rigtig meget til. Og Grundlovsdag så skal jeg til gengæld ud og fejre den. Men det bliver til gengæld med Dannebrog og ikke røde faner i baggrunden," siger DF-formanden.